Alle folk i Galilæa, små som store, kendte til den mærkelige mand, der var at finde forskellige steder i bjergene omkring Geneseret Sø.

Efter hvad de fleste havde hørt, var han en meget klog tømrer, som kendte de hellige skrifter ned til mindste bogstav. Han fortalte med levende ord om menneskelivet, som Gud havde tænkt det.

​

Hans ord havde en særlig kraft og trængte sig dybt ind i galilæernes hjerter.

Om sig selv sagde han, at Gud i himlen var hans far. Når folk undrede sig over hans tale og spurgte ham, hvem han var, svarede han blot: »Jeg er Menneskesønnen.« Og det gav dem endnu mere at tænke over.

​

De skriftkloge rasede og kaldte hans tale for gudsbespottelse, men mange almindelige mennesker kunne ikke slippe hans ord igen.

 

Jo længere ordene nåede ud, jo flere mennesker strømmede til.

De stille bjerge var ikke længere så stille. Snoede smalle stier, hvor enkelte vandrere eller hyrder var på vej til nye græsgange med deres får og geder, var blevet til myldrende landeveje.

Nu gjaldt det om at sætte sine fødder rigtigt og vogte sig for de stejle skrænter.

Den lille flok af tilhængere, som fulgte Jesus og var hans nærmeste, forsøgte at beskytte ham, når det hele blev for meget.

Deres vandrecirkler blev større og større. Deres Herre og Mester, som de kaldte ham, havde fortalt, at vejen gik til den hellige by Jerusalem. Ingen af dem vidste, hvornår eller hvordan de nåede frem. Vejen var åben, og de fulgte med.