Bække fra sneklædte tinder langt mod nord smeltede sammen til en flod, der bugtede sig frem til lunere lande. I Judæas ørken stod vildmanden Johannes i vand til livet og døbte dem, der strømmede til Jordanflodens bredder.

 

En skønne dag kom Jesus for at blive døbt. Johannes vidste næsten ikke, hvad han skulle gøre af sig selv, da han så, hvem der stod lige foran ham.

​

»Jeg døber kun med vand, men du døber med helligånd og ild,« sagde han stille. »Jeg er slet ikke værdig til at døbe dig,« fik han fremstammet. Jesus så ham mildt i øjnene og sagde: »Lad det ske, så vi opfylder al retfærdighed.«

Så døbte Johannes ham. Himmelen over dem åbnede sig i et vidunderligt lys, og Guds ånd svævede som en due over dem. Da vidste Johannes, at han havde døbt Guds elskede søn.

 

Derefter skete det, at Jesus blev ført ud i ørkenen. Solen bagte over ham om dagen, og frosten bed om natten. Sådan gik fyrre forfærdelige døgn, og Jesus sultede.

​

Djævelen kom og tilbød ham brød, men Jesus svarede ham, at et liv ikke er brød alene. Så bragte han Jesus til templets top. »Spring ud, og lad englene frelse dig,« sagde han. Jesus trodsede ham endnu en gang.

 

Så førte den onde Jesus til toppen af et meget højt bjerg og viste ham al verdens magt og rigdom.

​

»Alt dette vil jeg give dig, hvis du bøjer dig i støvet for mig,« næsten hvæsede han.

​

En vældig kraft kom over Jesus, og han råbte: »Vig bort Satan!« Så var han

igen alene, og Guds engle kom og tog sig af ham.