Cæsar Tiberius var verdens mægtigste mand. Han var Romerrigets kejser og herskede over så mange lande, at solen aldrig gik ned i hans vældige rige. Tiberius kunne ikke fordrage at være i sin hovedstad. Larmen og lugtene fra millionbyen Rom fik hans romerske næse til at rynke. Derfor sad han nu i sit palads på øen Capri og styrede sin verden.

 

Tiberius var ved at blive gammel, gigten bed i hans led, og tandpinen var

et tordenvejr i hans humør.

​

Hele livet havde han brugt på at rydde konkurrenter af vejen, og med alderen blev han mere mistroisk og bange for at miste magten. Hver eneste dag skrev hans skrivere lange lister over de mennesker, der skulle forsvinde.

 

Kejserens hukommelse var uendelig, eller også forestillede han sig fjender overalt. Listerne voksede, og rundt i hele Romerriget rystede folk af rædsel for at blive et navn på en rulle papyrus.

​

Tiberius sendte sine soldater ud i alle verdenshjørner. Selv i Galilæa, Judæa og Samaria var de. De marcherede altid i takt. De trampende soldaterstøvler og sværd og skjolde lød som et farligt uvejr, der nærmede sig. Overalt var det den samme opskrift: »Underkast jer, og betal skat!« Israels folk var splittede og rådvilde.« Del og hersk!« sagde romerne, og der blev sandelig delt og hersket. Luften dirrede af spænding.

Alle ventede på, at noget skulle ske, men ingen vidste hvad. Det var den verden, Jesus vandrede rundt i, og vejen gik mod Jerusalem.