David hed en dreng, der blev født mange, mange år tidligere. Han blev

født i Betlehem, og hans mor hed Nitzevet og hans far Isaj. Han var den

sidste i en stor børneflok. Hans søskende hed Zeruiah, Radda, Shimeah,

Nethaneel, Abinadab, Abigail, Ozem og Eliab. Da han nåede den rette alder,

sendte hans far ham i marken for at vogte får. Med sin stav og stenslynge

drev han sultne løver og bjørne på flugt. Når stilheden blev for stor, greb

han sin harpe og spillede sig ud af ensomheden.

​

Han talte højt med Gud og digtede sange til hans ære. Når hans glæde fløj

højt som høgen, løftede hans sange sig mod himlen. Når mørket sænkede

sig over hans sind, råbte han: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt

mig!« Sådan voksede han sig stærk i ensomheden.

​

Seeren Samuel kom til Isajs gård for at finde en konge, sådan som Gud

havde befalet ham at gøre.

​

Ingen af Davids ældre brødre skulle det være, og derfor blev David hentet

hjem fra marken. Samuel så ham og salvede ham med kostbar olie i panden

som et tegn på, at han snart skulle blive konge og regere Israels tolv stammer.

​

Fra nu af blev alt anderledes. David forlod sit fødehjem og blev en del af en

stor historie. Der skulle en krig til, inden han blev konge. Som sejrherre red

han ind i Jerusalem og gjorde den til sin hellige hovedstad. Han regerede

som Guds salvede, men var kun et menneske. Alt det gode ville han, men

gjorde også det onde. Når han græd over det, han ikke kunne gøre godt

igen, var Gud der altid og tilgav ham.

​

Han vidste nu, at godhed og troskab ville følge ham, så længe han levede,

og at han skulle bo i Herrens hus alle sine dage. »Herren er min hyrde,«

sagde David, »og engang om mange år skal et nyt kongebarn fødes i Betlehem. Hans rige skal vare til evig tid.«