En dag kom Jesus til Nazaret, byen hvor han var vokset op. Det var helligdag, og han gik ind i synagogen. Her trådte han frem i rummet og læste op af den hellige tekst. Derefter satte han sig på sin plads.

 

Helt som sædvanlig var der spørgsmål til teksten. Da Jesus svarede første gang, blev der jublet i salen, men da Jesus svarede anden gang, gik det helt galt. Forsamlingen rejste sig i raseri. De greb fat i Jesus og førte ham ud til en klippe for at styrte ham i dybet. På den yderste kant til afgrunden vendte Jesus sig mod pøblen. Hans blik skabte stilhed, og mængden åbnede sig. Han gik roligt ud af Nazaret og kom der aldrig igen. Sådan står der skrevet.

​

Det næste står ingen steder, kun her:

 

Ved en øde bred til Genesaret Sø stod en mand og kiggede ud over vandet. En flok fugle fløj helt hen til ham og satte sig uden frygt. Det var blå isfugle, de fjerklædte fiskere, der lever så godt ved en fiskerig sø. Mandens hænder viste, at han talte til fuglene, der sad helt stille. Hvad fuglene fik fortalt, får vi nok aldrig at vide. Men i denne time havde de mødt noget stort. Dyr mærker den slags uden trang til at spørge.

 

Pludselig lettede flokken og fløj glade ud over vandet. Manden vandrede videre.