Frem mod Jerusalem mødte Jesus mange mennesker. Alle blev berørt af ham, og mange blev rørt af ham.

​

En dag stod han ved Genesaret Sø. Denne mærkelige sø, der ligger flere hundrede meter under havets overflade. Mange mennesker var fulgt med Jesus helt ned til søens bred. Enkelte af dem stod i vandkanten for at komme så tæt på ham som muligt. De ville gerne høre, hvad han havde at fortælle.

​

En flok fiskere var ved at rense deres garn. De var trætte, for de havde fisket hele natten og ingenting fanget. Jesus gik hen til en af bådene, lagde sin højre hånd på rælingen og hoppede ombord. Han sagde til bådens skipper, Simon, at de skulle skubbe båden ud på vandet. Fiskerne kiggede undrende på hinanden, men de gjorde, som Jesus sagde.

​

Jesus satte sig i forstavnen og sagde, at de skulle sejle ud på søen igen, ud til fiskebankerne for at fange fisk. Det var fiskerne ikke meget for, men der var en besynderlig myndighed over Jesu stemme, som fik dem til at gøre, hvad han sagde.

​

Menneskeskaren inde på stranden stod måbende og så til. De så de garvede fiskere kaste garnet ud over rælingen i en stor bue, og da den sidste tovende var kastet ud, begyndte fiskerne at hive garnet ind. Det var tungt, og det viste sig, at det var en god fangst. Så god og så stor, at de ikke kunne have alle fiskene ombord. Derfor kaldte de på andre fiskere og bad om deres hjælp. De kom op på siden af dem og fyldte begge både med sprællevende fisk.

​

Skipper Simon blev så forundret, at han kastede sig ned foran Jesus og bad ham om at gå væk fra ham, for han levede ikke et liv, som Gud brød sig om.

Men Jesus sagde frimodigt til ham, at fra nu af skulle de ikke fange fisk. Nu skulle de bruge Guds ord til at fange mennesker. Og selv om hverken Simon eller de andre fiskere kendte Jesus på forhånd, lagde de båden op på land, forlod alt det trygge og velkendte og fulgte efter Jesus.