Formål
Det overordnede formål med at lade eleverne arbejde med Kristusalfabetet i kristendomskundskab er:
-
At eleverne møder 28 samtidsværker, der udfolder nogle af Det Nye Testamentes fortællinger om Kristus.
-
At eleverne bliver fortrolige med Det Nye Testamentes fortællinger om Jesu fødsel, liv, død og opstandelse.
Der vil kunne opstilles et mylder af mulige læringsmål, alt efter hvilket fokus og hvilke fortællingen man arbejder med. Men helt overordnet er følgende mål relevante for de 3 trin:
Indskoling
Arbejdet med Kristusalfabetet i kristendomskundskab sigter mod:
-
At øge elevernes kendskab til fortællingerne i Det Nye Testamente.
-
At give eleverne en større forståelse af, at de nytestamentlige fortællinger kan relateres til nutiden.
-
At eleverne lærer at aflæse og tolke billeder i en kristendomsfaglig kontekst.
Mellemtrin
Arbejdet med Kristusalfabetet i kristendomskundskab sigter mod:
-
At eleverne bliver i stand til at genkende og afkode billedernes elementer både i forhold til Det Nye Testamentes fortællinger og i forhold til nutiden.
-
At eleverne erkender, at kunstneren har truffet et valg ved at fremstille fortællingen på netop denne måde.
-
At eleverne får en større forståelse af, hvordan de enkelte billeder har plads i den samlede bibelfortælling om Kristus.
Udskoling
Arbejdet med Kristusalfabetet i kristendomskundskab sigter mod:
-
At eleverne kan kan forholde sig til, hvad kristendom er og at de i hovedtræk kender til kristendommens opståen og historie, herunder kirkeårets betydning i folkekirken.
-
At eleverne kan afkode forskellige former for symboler.
-
At eleverne styrker deres evne til at forholde sig åbent og tolkende til både kunstværker og bibelske fortællinger.
Faglige mål
De 28 værker, der tilsammen udgør Kristusalfabetet, er bibelfortælling med fokus på Jesu liv og på de begivenheder, der er blevet til kristne højtider: jul, påske og pinse. Værkerne illustrerer desuden underberetninger, og mennesker Jesus mødte. Derfor er bibelske fortællinger det mest oplagte kompetenceområde fra Fælles Mål.