Gemt bort bag en masse buske legede børnene. Det var en lun sommerdag. Solen skinnede, og fuglene sang. Der blæste en mild vind fra øst, som bar børnenes latter væk og hen mod den menneskeflok, som nærmede sig. Flokken kom tættere på, og børnenes leg gik langsomt i stå. De kunne mærke, at der var noget på færde, og stille lod de deres legeredskaber falde mod jorden og gik langsomt hen mod de mennesker, der havde forstyrret deres leg.

​

De voksne råbte og hujede, og alle forsøgte at komme hen og være i nærheden af en mand, der gik midt i flokken. Børnene klatrede op i træer og sprang op på store sten, så de bedre kunne se. Nu så de også manden i midten. Ham, som alle ville se og røre. Ham, som alle talte om i disse dage. De havde hørt, at manden hed Jesus.

​

Der hvilede et skær af mildhed over Jesus. Men han virkede også træt. Han have et smukt, langt sort hår, og hans skæg var viltert og uplejet.

​

Børnene sprang ned fra træer og sten og bevægede sig hen mod manden i midten. De ville også se, hvem han var, og hvad der skete. Men det var svært for dem at komme tæt på, for der var mange mennesker, og nogle af de voksne blev vrede. De skubbede børnene væk. »Det her er ikke for børn,« sagde de til dem. De voksne ville have manden for sig selv.

​

Så skete der det mærkelige, at Jesus greb ind. Han havde set børnene og hørt de voksne skælde ud. Og så blev han vred og sagde til de voksne, at de skulle lade børnene være i fred og i stedet gøre plads, så børnene kunne komme hen til ham.

​

De voksne så skamfulde ned i jorden og lod børnene komme helt hen til Jesus, så Jesus kunne røre ved dem. Jesus lagde ømt sine hænder på børnenes hoveder som et tegn på velsignelse og sagde til dem: »I hører altid til hos Gud, uanset hvad voksne siger.«