Henne ved Fåredammen i Jerusalem ligger Betesda Dam. Betesda betyder ’Barmhjertighedens Hus’, men Betesda Dam var lidelsens sted. Det var et virvar af mennesker og smerte og skrig og afmagt. Her lå syge mennesker i lasede klæder, med åbne væskende sår og smerter i kroppen. Nogle lå på en måtte på den bare jord, andre på sammenflikkede bårer. Hundene gik og snuste sig frem blandt de syge i håb om at finde lidt føde.
Det var en fortvivlet menneskemængde uden tro på livet, men de gemte alle på en hemmelig drøm, som alle syge drømmer: De drømte om og håbede på at blive raske.
Betesda Dam var et sælsomt sted, for her ved dammen kunne man helbredes. Én gang om året kom en engel flyvende og bragte dammens ellers så rolige vande i oprør. Når det skete, blev dette livløse sted fyldt af liv og håb, for den, der først kom ned og rørte de oprørte vande, blev rask.
En dag var Jesus ved dammen og mødte en mand, der gennem mange, mange år havde kæmpet for at få livet tilbage. Han havde aset og bakset med at komme først ned i det oprørte vand. Hidtil uden held. Hans situation var dobbelt tragisk, for gennem alle sine sygdoms år havde han ikke haft et eneste menneske, der kunne hjælpe ham ned til vandet og dermed tilbage til livet.
Jesus gik hen til den syge og stillede ham det mærkværdige spørgsmål: »Vil du være rask?« Manden svarede, at han gennem alle årene havde forsøgt, men forgæves. Uden nærmere forklaring sagde Jesus, at han bare kunne tage den båre, der havde været hans hjem og tilflugtssted i alle årene, rejse sig og gå. Alle så tavse til. Det eneste, man kunne høre, var vandets stille rislen og lyden af manden, der pakkede sin båre sammen og stavrede lige så stille af sted.
Betesda Dam fyldtes i et splitsekund af håb og liv.