I en af disciplenes både lå der en masse fiskegarn. De var stuvet godt af vejen, renset for tang og skidtfisk og gjort klar til næste dag. 

​

Jesus havde været på en lang dags vandring med sine disciple og var endt ved søens bred. Han var træt efter dagens strabadser og stod nu og hvilede sig ved bådens stævn. Med et let afsæt sprang han pludselig op i båden, og uden opfordring fulgte disciplene med. De to sidste skubbede båden ud i vandet, til den havde sluppet strandkanten og sejlede flot. I agterstavnen havde Jesus lavet et leje af fiskernes garn, hvor han lagde sig til at sove helt uanfægtet af det dårlige vejr.

​

De havde ikke sejlet længe, før vinden tog til. Bølgerne rejste sig hurtigt, og det, der lignede en stille aftentur på søen, blev med ét et virvar af kastevinde og høje bølger. Disciplene var ellers garvede søfolk og vant til uvejr, men det her blev for meget for dem. De blev bange, og i deres angst gik de hen og ruskede i Jesus for at vække ham.

​

Søvndrukkent satte Jesus sig op og sagde til dem, at de ikke skulle være bange. Så rejste han sig op, vendte sig mod det oprørte hav og truede ad både stormen og bølgerne, og i løbet af ganske få sekunder så de måbende disciple, at det hav, der før bruste og sydede, lagde sig ned, og med et var der blikstille. Månen lyste ned, så bådens kølvandsstriber glitrede i aftenmørket, og disciplene så disse små lysglimt og spurgte undrende hinanden, hvem Jesus var, siden han havde en sådan magt over både blæsten og bølgerne.