Køligt var det den dag, hvor Jesus sad og underviste en gruppe mennesker. Der var trængsel og virvar, for alle ville være tæt på ham. Andre stod på behørig afstand og ville bare gerne høre, hvad han havde at sige.

​

Lige netop den dag skete der noget besynderligt. En flok mennesker, der mente, de havde den rette tro, kom gående hen til Jesus. Foran sig drev de en fortvivlet kvinde, som man driver en flok kvæg. Kvinden var bange. Angstens sved fik hendes tøj til at klistre til kroppen. Hun kiggede bønfaldende hen på Jesus, men kunne ikke få øjenkontakt med ham.

 

Kvinden havde levet et udsvævende liv, og derfor mente de, at hun skulle stenes. Stenes til døde. De stoppede op foran Jesus og ville have ham til at afgøre sagen.

​

Luften emmede af vrede. Folkeskaren holdt vejret. Hvad ville Jesus sige?

I første omgang sagde han intet. Stille bøjede han sig ned. Og med en finger begyndte han at skrive i sandet. Da han var færdig, kiggede han overbærende mod dem, og barmhjertigt hen mod kvinden.

​

Jesus vendte sig mod flokken og sagde, at de kunne begynde at stene kvinden nu, men tilføjede, at den, der var uden synd, kunne kaste den første sten.

​

Stilheden blev brudt af små plumpe klange af sten, der trillede ud af hænderne på flokken.Ingen sten ramte kvinden. Tavse og flove gik flokken bort. Tilbage stod Jesus med kvinden. Han spurgte hende, hvor de hidsige folk blev af. Hun vidste det ikke, men hun trøstede sig ved Jesu ord, for han sagde, at han ikke ville fordømme hende.