I bibelen anvendes forskellige betegnelser for Jesus bl.a.: Menneskesønnen, Mester, Herre, Messias, Guds Søn, Den salvede og Kristus.

 

Esben Hanefelt Kristensen og Henning Toft Bro har valgt, at bogen med de 28 værker skal  hedde Kristusalfabetet. 

 

Ordet Kristus står flere hundrede gange i Bibelen, men er Kristus et egennavn, en titel, eller noget helt tredje?

Selve ordet Kristus, gengiver det græske ord Khristós, der betyder ”salvet”.

På hebraisk har man ordet hamashiah (Messias), der betyder ”den salvede”. 

 

I det gamle testamente kan man læse om, at især konger og præster blev salvet, som en del af deres indsættelse. De var dermed officielt udvalgte til at skulle udføre Jahves vilje.

Imidlertid kneb det ofte for de salvede at leve op til folkets forventninger om, hvordan de burde leve, og hvordan de burde bestride deres embeder. Det faktum var medvirkende til, at man begyndte at vægte sit fokus anderledes, således at man nu fokuserede endnu mere på, at der engang ude i fremtiden skulle komme en idealkonge, altså ikke blot én salvet, men simpelthen ”Dén salvede”.

 

Når man efter Jesu død, opstandelse og himmelfart kalder Jesus for Kristus, så er det en bekendelse af, at man opfatter Jesus som frelseren og befrieren, man har ventet på. 

 

Til gengæld er det blevet drøftet meget gennem tiden, hvordan Jesus så sig selv, da han levede her på jord. Så han sig selv og forkyndte sig selv, som Dén salvede? Eller som én salvet? Så han sig selv som Messias, eller så han blot sig selv som en, hvis gerning var det sande udtryk for Guds vilje til frelse, en der i særlig grad går Guds ærinde?

 

Der kan skelnes mellem en kristologi der er uudtalt (implicit), men som indirekte kommer til orde ved at Jesus taler og handler på Guds vegne, og så en kristologi der er udtalt (eksplicit), og som udlægger Jesu bevidsthed om sig selv i kristologiske titler. 

 

De fleste kristne i dag, vil sige, at Jesu forkyndelse var båret af en uudtalt kristologi, mens den udtalte først og fremmest, er udtryk for den senere menigheds bekendelse.

I Matthæusevangeliet kapitel 16, vers 15-16 spørger Jesus sine disciple, hvem de siger, at han er, og Peter svarede: ”Du er Kristus…” For disciplen Peter var Kristus ikke et navn, men mere en form for titel/stillingsbeskrivelse. At sige ”Jesus Kristus” var altså oprindeligt ensbetydende med at bekende, at: ”Jesus er Kristus.” 

Ret hurtigt, dvs. allerede på Paulus´ tid, ændredes brugen af betegnelsen Kristus, så det mere blev forstået og brugt som et egennavn på Jesus.