Lazarus, en af Jesu venner, var blevet syg, og søstrene Martha og Maria var bekymrede for deres syge bror. Ad snørklede veje fik de sendt en besked til Jesus om, at deres bror var syg. Jesus blev bedrøvet over at høre om sin vens sygdom, og han sagde til sine disciple, at både han og de måtte hen og se til Lazarus.

​

Da de nærmede sig de tre søskendes hus, fandt Jesus ud af, at Lazarus var død. Faktisk havde han været død i fire dage. I det samme kom Martha løbende ham i møde. Hun var vred og bebrejdede Jesus og sagde, at hvis han blot havde været til stede, ville Lazarus ikke være død. Jesus svarede hende, at hun ikke skulle være ked af det, for Lazarus skulle opstå på den yderste dag.

 

Martha troede på Jesus, men hun savnede broren lyslevende, som han havde været det for fire dage siden. Og i samme åndedrag fik hun sagt, at hun troede på, at Jesus var Kristus, Guds søn. Derefter gik hun tilbage til sin søster Maria, og Jesus gik hen til Lazarus’ grav. Her var der sorg og gråd, og Jesus blev bevæget, da han stod foran gravhulen. Han sagde til en måbende skare af mennesker, at de skulle skubbe stenen ved gravens indgang væk.

​

De gjorde, som han sagde, og Jesus kaldte med høj og myndig røst på Lazarus: »Gå ud til dine søstre. Ud til dine venner. Ud i livet. Ud i solen.«

​

Og den døde Lazarus hørte livet kalde. Han rejste sig fra sit dødsleje, og med ligklæderne viklet om krop og fødder og hænder vandrede han ud i livet på ny. Lazarus levede.