top of page
pinse-pentakoste.jpeg
Pinse

Pinse er kirkens tredje store højtid efter jul og påske. Ordet pinse kommer af det græske ord pentekoste. Det betyder den halvtredsindstyvende og refererer til, at pinsen falder 50 dage efter påske.

Første pinsedag falder altid på en søndag. Derefter kommer 2. pinsedag, som er mandagen lige efter.

 

Kirkens fødselsdag

Pinsen er helt centralt for den kristne kirkes begyndelse. Her markeres det, at Guds ånd, Helligånden, kom til verden og ifølge de kristne skabte tro, håb og fællesskab blandt mennesker på jorden.  

I Bibelen hedder det, at: "... tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige". (Apostlenes Gerninger kapitel 2.)

Disciplene blev sendt ud i verden for at dele deres tro med alle. Som tegn på, at de havde fået Guds ånd, begyndte de at tale og forstå alle sprog. Det blev begyndelsen på de første kristne fællesskaber, menigheder. Derfor kaldes pinsen også for kirkens fødselsdag.

Fortællingen om pinseunderet betyder for de kristne, at Gud igen var til stede i verden. Ligesom Gud før var til stede i sin søn Jesus, er Gud, nu som både Faderen og Sønnen, til stede på jorden gennem ånden. 

Den jødiske pinsefest

Oprindeligt er pinsen en jødisk fest kaldet shavuot, der markerer den jødiske påskes afslutning og minder om den pagt, Moses indgik på Sinaibjerget, hvor han fik lovens tavler (de ti bud). Den jødiske pinsefest er samtidig en høstfest, som blev fejret med valfart til Jerusalem. Derfor var der altid jøder fra mange folkeslag i Jerusalem til pinse. Kirken har overtaget festen, og givet den sit eget indhold, nemlig fejringen af Helligåndens komme til verden.

Pinse i Kristusalfabetet

Pinse

Øverst oppe… Pinse

Apostlenes Gerninger Kapitel 2

Ap. Ger. 2

bottom of page