Politik og magt på Jesu tid
Cæsar Tiberius var…om Romerrigets magt
Luk. 3, 1-3
Da Jesus bliver født i Bethlehem er områderne Judæa og Galilæa en del af det enorme Romerrige.
Roms grundlæggelse - Romulus og Remus
Tvillingerne Romulus og Remus blev født af vestalinden Rhea Silva, efter hun var blevet forført af krigsguden Mars. Hun blev straks dømt til døden ved deres fødsel. Vestalinderne skulle nemlig leve deres liv som jomfruer, og hvis de ikke overholdt dette, risikerede de at blive begravet levende som straf.
Vestalinderne var unge piger, typisk fra rige familier. Deres opgave var at våge over den evige ild der brændte på altret i Vestatemplet på Forum Romanum.
For at redde de nyfødte satte Rhea Silva tvillingerne i en kurv ved bredden af floden Tiberen, der løber gennem Rom.
Kurven endte på Palatinerhøjen, hvor de to spædbørn blev reddet af den capitolinske ulvinde. Senere voksede tvillingerne op hos fårehyrden Faustulus og hans hustru Laurenzia.
En del år senere besluttede brødrene at grundlægge en by på det sted, hvor de var blevet reddet. De kom dog op at skændes om stedet og var uenige om, hvor det præcis var. Remus mente det var på Aventinerhøjen, mens Romulus mente Palatinerhøjen. Det endte med at Romulus dræbte sin bror, og derefter gik han igang med at bygge sin by.
Romerrigets udbredelse
Romerriget må siges at være det mægtigste rige i historien. Et rige der i sin storhedstid blandt andet omfattede store dele af Europa samt Afrika og Lilleasien. Starten på Romerrigets massive udvidelse begyndte, som navnet viser, i Rom. En hovedårsag til det romerske imperiums succesfulde ekspansion var deres evne til at føre politik. Rom erstatter det hidtil gældende kongestyre med en republik i år 509 f.kr. og dermed var fundamentet lagt, til hvad der skulle blive det mægtigste rige i historien. Under betegnelsen ”senatus populusque romanus” (senatet og det romerske folk) var republikken altså dermed en realitet.
Da man afskaffede kongestyret i Rom i år 509 f.kr. delte man kongens magt ud på forskellige institutioner. Man uddelegerede magten til folket i form af en folkeforsamling, der dermed blev den lovgivende magt. Folkeforsamlingen fik til opgave at vælge embedsmænd, hvor embedsmændene blev til den udøvende magt. Endelig var der også en rådgivende instans i form af senatet, der bestod af afgåede embedsmænd.
Så på dette tidlige tidspunkt havde Rom allerede opfundet en magtstruktur, der i høj grad minder meget om Montesquieus filosofi om magtens tre-deling, der også er fundamentet for det danske demokrati.
Dog skal man ikke tage fejl af, at magten var centreret om de enevældige kejsere.
Kejsere på Jesu tid
Da Jesus bliver født i Galilæa er det Kejser Augustus (29 f. kr - 14. e. kr.), der har magten i Romerriget.
Han efterfølges af Cæsar Tiberius, der var kejser fra år 14-37 e. kr.
På Jesu tid nåede Romerriget sin største udstrækning:
SPQR
SPQR er en betegnelse fra Romerriget.
Det står for Senatus Populusque Romanus på latin og betyder på dansk: Senatet og det romerske folk. Forkortelsen blev brugt overalt i det gamle Rom både i hæren og rundt omkring i bybilledet. Det kan ses endnu i dag og anvendes stadig på fx kloakdæksler i Rom.
En humoristisk italiensk nytolkning af forkortelsen er "Sono pazzi questi Romani", oversættelsen, som den bedst kendes fra Asterix, lyder: "De er skøre, de romere". Det er ofte Obelix, der bruger udtrykket om ting, han ikke forstår (og altså i særdeleshed romerne)
Spændinger mellem jødisk kultur og romersk samfund
I det jødiske samfund var der en over-, under- og mellemklasse. Underklassen var den gruppe, som Jesus og disciplene omkring ham repræsenterede og omfattede eksempelvis fiskere og toldere. Fiskere kunne også være en del af mellemklassen, hvis fiskeren selv ejede en fiskerbåd, fordi det gav en mulighed for en stabil indtægt. Overklassen var eksempelvis skriftkloge eller skriftlærde, som på én gang fungerede som teologer og jurister, fordi Moseloven og overleverede bestemmelser var den gældende norm i det jødiske samfund.
Det var naturligvis ikke uproblematisk, da disse love kunne stå i konflikt med romersk lovgivning. Der blev eksempelvis pålagt jøderne (samt de kristne) nogle bestemmelser om skat til kejseren og tilbedelse af de romerske guder, heriblandt Jupiter og Saturn, som skulle sikre rigets beståen og kejserens ve og vel, og disse blev håndhævet af statholdere, der administrerede de romerske provinser.
Kilde: https://www.religion.dk/kristendom.dk/religioese-og-politiske-forhold-paa-jesu-tid
Antonio Ciseri: Ecce homo (Se, her er mennesket)
Pontius Pilatus - statholder over Judæa
Pontius Pilatus var den romerske guvernør eller statholder (præfekt) i provinsen Judæa, dvs. området omkring Jerusalem, i årene 26-36.
Det vil sige, at han var øverstkommanderende for de romerske soldater i provinsen og desuden havde det overordnede ansvar for skatteopkrævning og retsvæsen. Han er dog kun kendt på grund af én bestemt begivenhed i løbet af de ti år. Det var nemlig ham, der dømte Jesus til døden en fredag morgen i påsken omkring år 30.
Pilatus boede det meste af året i Cæsarea ved Middelhavet. Men hvert år i påsken tog han til Jerusalem for at holde orden ved påskefesten. På det tidspunkt var der nemlig ekstra mange mennesker i Jerusalem, og dermed også særlig stor risiko for uroligheder.
Beretningerne i Det Nye Testamente fortæller, at Jesus i første omgang blev dømt af det jødiske råd. Ypperstepræsterne og de andre medlemmer af rådet mente, at Jesus spottede Gud ved at kalde sig selv for Kristus og Guds søn Markusevangeliet Kapitel 14
(Mark. 14,61-64). Det jødiske råd havde imidlertid ikke lov til at foretage henrettelser. Derfor sendte de Jesus videre til Pilatus, for at han også skulle dømme ham.
Det var dog et problem for dem, at det ikke var strafbart i forhold til romersk lov at bryde jødernes egen lov, Moseloven. Derfor anklagede de i stedet Jesus for at ville forhindre, at der blev betalt skat til kejseren, og at ville gøre sig selv til konge Lukasevangeliet Kapitel 23 (Luk. 23,2). De to ting var der nemlig dødsstraf for efter romersk lov.
Det ser ud til, at Pilatus egentlig helst ville have frikendt Jesus, fordi han ikke mente, at Jesus var skyldig i anklagerne. Han troede nok heller ikke, at Jesus var nogen trussel for den romerske magt. Han gjorde da også alle mulige krumspring for at få Jesus løsladt. Blandt andet gav han folket mulighed for at få en fange frigivet i anledning af påsken: enten den morderiske oprører Barabbas eller Jesus. Ypperstepræsterne og rådsmedlemmerne havde imidlertid overtalt folket til at kræve Barabbas løsladt. Så det fik Pilatus ikke noget ud af.
Til sidst kunne Pilatus altså ikke se nogen anden udvej end at dømme Jesus til at blive pisket og korsfæstet. Ellers kunne der måske være blevet oprør, og det var jo netop det, han var i Jerusalem for at sørge for at undgå.
Udtryk i sproget
Hvis man oplever at løbe frem og tilbage for at opnå noget men forgæves, kan man tale om at gå fra Herodes til Pilatus. Det skyldes, at Pilatus i løbet af retssagen sendte Jesus hen til kong Herodes af Galilæa, der også var i Jerusalem. Det var endnu et af Pilatus' forsøg på at slippe for at dømme Jesus. Jesus blev imidlertid snart sendt tilbage fra Herodes til Pilatus uden noget resultat Lukasevangeliet Kapitel 23 (Luk. 23,6-12).
Jeg vasker mine hænder, kan man sige, hvis man vil fralægge sig skylden for noget. Det svarer til det tegn, som Pilatus brugte for at vise, at han ikke ville tage ansvaret for henrettelsen af Jesus. I folkemængdens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag Matthæusevangeliet Kapitel 27 (Matt. 27,24).
Pilatus bliver nævnt hver gang kristne siger trosbekendelsen, så han er måske den mest omtalte romer overhovedet.
Pieter de Grebber: Johannes Døberen og Herodes Antipas, 1640
Herodes Antipas
Herodes var landshøvding over Galilæa og Peræa i 4.f. Kr. - 39 e. Kr. Det vil sige, at han var en jødisk lokalfyrste. Det var altså ham, der bestemte i området, hvor både Johannes Døberen og senere Jesus virkede.
Ifølge historikeren Josephus Flavius lod Herodes Johannes Døberen henrette.
Johannes var imod Herodes forhold til Herodias.
Ved Herodes Antipas’ fødselsdagsfest dansede Salome, datter af Herodias. Den dans var kongen så tilfreds med, at han lovede at give Salome, alt hvad hun kunne ønske sig som belønning.
Dét ønske var Johannes Døberens hoved, der efter nogen overvejelse blev bragt til Salome på et sølvfad,
Kajfas (år 18-36)
Matthias Stom: Jesus i forhør hos Kajfas, ca. 1630
Pontius Pilatus lod Kajfas fungere som ypperstepræst under hans tiårige embedsperiode.
Kajfas var ypperstepræst i al den tid, Jesus gik rundt i Galilæa sammen med disciplene. Kajfas var fjendtligt indstillet over for det budskab, Jesus forkyndte.
Kajfas betragtede Jesus som en farlig ballademager. Jesus kritiserede hierarkiets fortolkning af sabbatslovene, og han drev købmændene og pengevekselererne ud af templet med en erklæring om, at de havde gjort det til „en røverhule“.
Kajfas’ ondskab kommer tydeligt til udtryk, da han siger til andre af de ledende: “I tager ikke i betragtning, at det er bedre for jer at ét menneske dør til gavn for folket end at hele nationen ødelægges.“ Johannesevangeliet Kapitel 11