top of page
20210625LHO0480_edited.jpg

Raskt drog menneskeskaren med Jesus i front til Jerusalem. Nu var han kommet til både sin rejses og sit livs endemål: Jerusalem. Byen emmede af glæde og forventning. Det var påske, og fra alle egne af landet var folk kommet for at deltage i årets påskefejring.

I udkanten af byen stoppede Jesus op og udvalgte to af sine disciple, som skulle gå ind i byen og finde et æsel til ham. Ikke længe efter kom de tilbage med et æselføl. De lagde kapper op på æslet, og Jesus satte sig op på det.

Rygtet om, at Jesus ville komme til byen, var løbet foran, og en stor folkeskare samlede sig og gik Jesus i møde. Med sig havde de grønne palmegrene, som de bredte ud på vejen, for at det ikke skulle støve på Jesus, når han om lidt red ind i byen.

Og hvilket indtog det blev. Jesus sad ydmygt på sit æsel, og folk løb hujende rundt omkring ham. De sang og dansede og var overbeviste om, at Jesus var den nye David, som skulle forny pagten mellem Gud og det jødiske folk.

»Velsignet være han, som kommer i Herrens navn,« var der nogle, der råbte. Andre i den store folkeskare sang »Hosianna«. Ordene ekkoede fra hus til hus og lejrede sig i folks hjerter. Selv Jesus måtte overgive sig og blev berørt af jubelen.

Der var dog en gruppe af mennesker, som var forbeholdne over al den opmærksomhed, Jesus fik. Det var farisæerne. Gennem de seneste uger havde de forsøgt at sætte Jesus på prøve gang på gang, men Jesus havde afvist dem, og de anede ikke deres levende råd. De var forvirrede og spurgte hinanden, hvordan de skulle forholde sig til Jesus nu, hvor han nød så meget respekt blandt folk.

bottom of page