Så snart Jesus var kommet ind i Jerusalem, gik han i retning af templet. Han havde brug for en stille stund med eftertanke og bøn. Men da han kom ind på tempelpladsen, blev han forfærdet og oprørt, da han så, hvorledes pladsen var blevet omdannet til et stort marked, hvor folk vekslede penge og falbød alskens varer. Forbitret og oprømt styrede Jesus hen til en af boderne og væltede både borde og bænke, så penge og varer flød ud over pladsen. Og han begyndte at jage folk væk. Mundlamme og måbende stod de og så til. De skulede hen mod Jesus og kiggede hovedrystende på hinanden og vidste ikke, hvad de skulle gøre.

​

»Templet er et bedehus og ikke den røverkule, som I har gjort det til,« råbte han.

​

Den efterfølgende tavshed var larmende, og folk begyndte lige så stille at sive bort.

​

Jesus søgte hen i et hjørne af tempelpladsen og satte sig. Roen sænkede sig stille over pladsen, og mennesker med forskellige sygdomme nærmede sig langsomt Jesus for at søge hjælpe, og han helbredte dem alle.

​

Men ikke alle var så begejstret som dem, der blev helbredt. Ypperstepræsterne og de skriftkloge var vrede og fortørnede, og de hviskede og tiskede med hinanden om, hvordan de kunne få Jesus ryddet af vejen. De var nemlig bange for, at Jesu ord og lære skulle få for meget tag i folk.

​

Jesus hørte ikke, hvad de talte om, så han forlod tempelpladsen og gik til den lille by Betania, hvor han ville overnatte sammen med sine disciple.