Torsdag før påske sad disciplene og talte om, hvor de skulle fejre den. Derfor spurgte de Jesus, om han havde en god ide. Det havde han, og han sendte derpå to af dem af sted og sagde til dem, at de inde i byen ville finde en mand, der bar på en vandkrukke. Ham skulle de kontakte og sige til, at Jesus manglede et sted, hvor han kunne fejre påskemåltidet sammen med disciplene.

​

De fandt manden, og han viste dem hen til et stort rum, hvor der var plads til dem alle sammen. Så sendte de bud efter Jesus og de andre disciple, og da de alle var samlet, satte de sig til bords. Stemningen var på en og samme tid både lettet og trykket. Lettet fordi de nu kunne fejre påske sammen, og trykket fordi Jesus sagde, at han havde glædet sig til at fejre dagen med dem, inden han skulle lide. Samtidig sagde han, at en af dem ville forråde ham. Og han tilføjede, at det var det sidste måltid, de skulle nyde sammen, mens han var i live.

​

Disciplene var rådvilde og forvirrede. Nu havde de endelig fundet et sted, hvor de kunne fejre påske. Påskelammet var slagtet, nybagt brød stod og emmede på bordet, vinen sendte liflige dufte ud i rummet – og så talte Jesus om sin død.

​

Upåvirket af den mismodige stemning tog Jesus et brød fra bordet, brækkede det i småstykker og delte det ud til disciplene og sagde de mærkværdige ord om, at de skulle spise brødet, for det var hans legeme.

 

Da de sad og gumlede på brødet, rakte Jesus ud efter et bæger med vin og tog det og løftede det op foran sig og sagde, at de skulle drikke af vinen, for det var hans blod, det var pagtens blod, som skulle skænkes for mange, og når de drak af vinen, skulle de vide, at de havde deres synders forladelse.

​

Til sidst sagde Jesus, at han ikke kom til at drikke vindruernes saft, før han kunne drikke den som ny vin sammen med dem i Himmeriget.