Underfulde Getsemane Have, dit navn klinger af frugtbarhed og smerte. Af olivenlunde og angst. Dine træer har set mere end de fleste. Dine fugle har hørt mere, end mange gør. Og din jord er vædet af tårer fra Jesu øjne. Dine olivenfrugter bugner af liv. De har givet liv til mennesker, som Jesus gør det. Men som frugter dør, når de har opfyldt deres bestemmelse, var Jesus også på vej mod sin død.

​

Jesus var på vandring med sine disciple, og de var kommet til Oliebjerget. Her ligger Getsemane Have, og her gjorde Jesus ophold. Han havde taget tre af sine disciple med sig ind i haven. Jesus var angst og grebet af stor sorg. Han var i oprør og trængte til at være alene og til at bede. Han ville bede til lyden af træernes rasleblade og med stjernehimlen som vidne.

​

Han var fortvivlet og havde brug for at være alene sammen med Gud. Han vidste, han skulle dø, og han vidste, at livet sammen med hans folk og hans disciple var ved at være slut. Alt det gode, de havde oplevet sammen, var efterhånden kun erindring.

​

Med grådkvalt stemme bad Jesus til Gud. Han råbte fortvivlet op i Guds ansigt og bad om lov til at leve. Der var så meget mere, der skulle opleves. Så mange flere mennesker skulle han hjælpe. Der var så mange, der havde brug for, at han levede videre.

​

Disciplene var faldet i søvn. De skulle ellers passe på Jesus. Dem havde han ikke meget glæde af. De var ikke i stand til at trøste ham.

 

Jesus bad igen til Gud, men Gud ville det anderledes, og til sidst lagde Jesus både sit liv og sin død i Guds hænder.