Vægelsindede Pilatus var statholder. Det vil sige, at han var Romerrigets repræsentant i Jerusalem. En dag var Pilatus kommet i en slem knibe, for en gruppe mænd, som var mistænksomme over for Jesus, havde opsøgt ham sammen med de ledende jøder.

​

Stemningen var ond. Vreden hang tykt i luften. Folk skubbede til hinanden. De råbte og skreg. Alle ville have et glimt af Jesus, der tavst stod og iagttog folkets galskab. Pilatus forsøgte at tale forsamlingen til ro, og efterhånden hørte råberiet op, så han kunne få ørenlyd. Han henvendte sig til de jødiske ledere og spurgte, hvad Jesus havde gjort, siden de var så oprevet.

 

En af dem sagde: »Det er, fordi han går rundt og siger, at han er Kristus.«

 

Pilatus gik hen og stillede sig foran Jesus og spurgte ham direkte, om han var jødernes konge. Der gik et tavshedens sus gennem hele forsamlingen. Alle ventede spændt på Jesu svar. Men Jesus gav sig god tid. Kiggede vemodigt rundt på de omkringstående, så Pilatus dybt i øjnene og sagde til ham, at han selv lige havde sagt det.

​

Det var næppe det svar, Pilatus havde ventet. Han kiggede rådvildt rundt på folkeskaren og trak opgivende på skuldrene, for han vidste, at uanset hvad han sagde, kunne han få folkestemningen imod sig.

 

Efter at have sundet sig spurgte han Jesus: »Har du slet ikke noget at sige til dit forsvar?«

​

Jesus var tavs – til Pilatus’ store fortrydelse.

​

Efter en kort pause rakte Pilatus armene i vejret for at få ro igen, og lavmælt, men med fast røst sagde han, at lige meget hvor meget han tænkte over det, fandt han ingen skyld hos Jesus.

​

Pilatus var forvirret og erkendte, at han ikke kunne gøre noget for Jesus, og da folket mærkede hans afmagt, råbte de i kor: »Korsfæst Jesus!«