Yderst i Josef af Arimatæas have var der hugget en gravhule ind i en klippe. Josef havde fået lov til at få udleveret Jesu lig af Pilatus. Sammen med nogle venner gik han derfor ud til Golgata for at hente liget.'

​

Det var et grufuldt syn, der mødte dem. En atmosfære af død sprang dem i møde. Jesu knogler var knuste. Blodet størknet. Ansigtet forkrampet i smerte.

​

De fik bakset korset ned på jorden, og nænsomt fik de Jesu mishandlede hænder og ben viklet fri af reb og søm. Da det var gjort, lagde de hans lig ind i et klæde og bar det med hjem til gravhulen, hvor han blev begravet.

​

Ved daggry tre dage efter gik Maria og Maria Magdalene ud til Jesu grav. Solen var lige stået op. Den sendte lys og varme ud over alt liv. Fuglene var vågnet og sang, så det gjaldede over stedet. Det lød som en sang til livet.

​

Kvinderne var gået ud til Jesu grav for at salve hans døde krop, men vidste ikke, hvordan de skulle få fjernet den store sten, der var placeret foran gravhulen. Men da de nærmede sig graven, så de, at stenen var skubbet til side, så de kunne se lige ind i graven. Oprevet og på samme tid nysgerrige listede de sig hen mod graven. De havde regnet med at se liget af Jesus, men der, hvor Jesus havde ligget, sad der en engel. Englen lyste graven op. Ikke en skygge kunne de se. Alt lå badet i lys.

​

Synet overmandede dem, og angsten krøb op ad rygsøjlen og satte sig som

en lammelse i dem.

​

Englen så deres forvirring og sagde til dem: »I skal ikke være bange. Den korsfæstede Jesus er her ikke længere.« Graven var tom. Jesus var opstået fra de døde.

​

Jesus levede.

​