Zinkhvidt med en snert af blålig tone skinnede solen over Jerusalem. Jesus var opstået fra de døde, og to af hans disciple vandrede fra Jerusalem til landsbyen Emmaus. Deres hjerter var fyldt af alt det, de havde hørt om Jesu opstandelse, og munden løb på dem begge. De var så optagede af og fordybet i deres samtale med hinanden, at de kun langsomt opdagede, at der var en, som havde slået følge med dem. Det var Jesus. Men det kunne de ikke se.

​

Han spurgte dem, hvad det var, de gik og talte om. Hovedrystende spurgte de ham: »Har du slet ikke fulgt med? Jesus fra Nazaret blev korsfæstet for tre dage siden, og da de kvinder, der ville salve hans døde krop, kom ud til graven, var den tom! Der sad en engel i graven i stedet. Jesus er levende igen!«

​

Til det sagde den fremmede: »Alt det har profeterne sagt. De har profeteret, at Kristus skulle lide og dermed gå ind til sin herlighed.«

​

Snakken mellem de tre gik godt, og snart var de fremme ved Emmaus. Jesus gjorde klar til at gå videre, men disciplene bød ham indenfor, da det var blevet aften og de alle trængte til hvile og mad og drikke.

​

Jesus takkede ja, gik med ind i deres hus og satte sig til bords sammen med dem. Der tog han et brød, løftede det mod himlen, velsignede det, brækkede det i stykker og gav dem en bid hver. I dette splitsekund skete der noget. Det var, som om evigheden brød ind i tiden. Nu så disciplene det, de ikke før kunne se. Deres øjne blev åbne på en ny måde, og det gik op for dem, at deres følgesvend var den opstandne Jesus. Men idet de delte brødet med hinanden, blev Jesus usynlig for dem.

​

De to disciple løb hen til de andre disciple, fortalte om den mærkværdige vandring, det tankevækkende måltid og føjede til, at det var Jesus, de var sammen med.

​

Derfor var de ikke i tvivl: Jesus var opstået fra de døde. Jesus levede.