Øverst oppe i det nordøstlige hjørne af himmelbuens rand bragede det rundt med lyde, der lød som en kraftig storm. Nede på jorden var mange af Jesu nærmeste forsamlet, og larmen fra himlen forplantede sig ikke bare ind i det hus, hvor de sad, men satte sig også i deres kroppe. Lydene forvandlede sig til ildtunger, som satte sig på hvert enkelt af dem, og alle blev de fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på mange forskellige sprog.

​

Jerusalem var befolket af jøder fra mange forskellige lande. Mange af dem hørte også den mærkværdige himmellyd, og de slap, hvad de havde i hænderne, og ilede hen for at se, hvad der var på færde. De var lige så forvirrede som dem, der sad ildtunger på, og de undrede sig over, at de gæve folk fra Galilæa talte på sprog, som de kunne forstå. Og når de lyttede godt efter, kunne de høre, at der på deres eget sprog blev fortalt om alle de store ting, Gud havde udrettet.

​

De var forvirrede og troede, at sprogforbistringen skyldtes, at der var blevet drukket for meget vin. Men apostlen Peter kunne berolige dem med, at det bestemt ikke var, fordi der blevet drukket vin, og at det, der skete, allerede var profeteret af profeten Joel; nemlig at Gud havde lovet at lade sin ånd strømme ud over alle mennesker.

​

Så sluttede han med at sige, at Jesus var udpeget af Gud, at Gud lod ham udføre mirakler, at Jesus døde, men blev levende igen, og at Gud havde gjort Jesus til konge og frelser.

​

Derpå opfordrede Peter dem alle til at blive døbt. Flere end 3000 mennesker tog imod dåben, og de holdt fast ved det, disciplene havde lært dem. Og Gud sørgede for, at flere og flere blev frelst.